English | Dansk

Jeg hedder Christina Friis. Eller faktisk Christina Friis-Nielsen, Friis efter min far og Nielsen efter min mor. Jeg blev født i Tønder, hvor mine forældre studerede til lærere, og ved siden af studiet sang de i band sammen. Min far spiller desuden guitar, violin, mandolin, fløjte og harmonika – og nu spiller han også sækkepibe! Måske var den megen musik i mit barndomshjem grunden til, at jeg begyndte at synge, før jeg kunne tale…

At tale var derimod ikke noget, der kom let til mig. Jeg var meget genert, især i skolen i Gadstrup, som vi flyttede til, da mine forældre skulle starte i deres første job. Jeg levede derfor ofte i en fantasiverden og byggede drager og bue og pil med min tre år yngre bror, Jacob, med instrukser fra min far, der ikke kunne lade et stykke værktøj i fred og med egen håndkraft gravede hul i haven til en swimmingpool. Engang byggede jeg en tømmerflåde holdt oppe af dunke, jeg havde samlet ind i hele byen, og min far lærte mig således glæden ved at skabe et godt stykke håndværk.

Mange musikere passerede igennem vores hjem, og som otteårig begyndte jeg til klaver, men jeg var mest af alt glad for at synge. Jeg mindes at synge melodi-grandprix-sangen, ”J’aime La Vie”, for mine forældre og deres venner, der lå ved swimmingpoolen, og at jeg blev totalt rød i hovedet af deres pift og klapsalver.

Opholdet som udvekslingsstudent i cowboy-landet, Big Horn, i den amerikanske stat, Wyoming, bragte markant mere musik ind i mit liv. Min klaverlærer, David, lærte mig at akkompagnere mig selv i rytmisk klaverspil, og jeg havde min debut solo-optræden på Historic Inn Sheridan (billedet er taget af min værtsmor, Kathy), åbenbart til nogle pigers store begejstring, da de efterfølgende bad om min autograf, da de mente, jeg bestemt ville blive berømt en dag, et kæmpe boost til min vaklende teenager-selvtillid. Ligeledes blev jeg under dette ophold glad for at fotografere, hvilket jeg stadig er den dag i dag.

Præcis 10 år senere, drog jeg tilbage til USA, denne gang til jazzens ophavssted, New Orleans, klar på nye eventyr. Nogle måneder forinden havde jeg stiftet bekendtskab med Joni Mitchells musik via en guitarist i Danmark, som havde annonceret i en avis med, at han søgte en sangerinde til et Joni Mitchell projekt. Jeg blev totalt opslugt af Jonis lyriske univers og udfordrende fraseringer, og under  en duo-USA-tur til Woodstock mødte jeg så en sangskriver/limousinechauffør og en producer, som inviterede mig til New Orleans for at arbejde sammen med dem.

Med ultrakort betænkningstid drog jeg på limousine- og musikeventyr, en 14-dages rejse, som endte med at vare tre år!

Denne rejse endte brat, da jeg blev ramt af skjoldbruskkirtelkræft, en sygdom, der drastisk forandrede mit liv og mine prioriteter. Jeg valgte således familien, Danmark og sikkerheden, i form af en uddannelse i spansk og amerikanske studier, til og forblev i Danmark i en syvårig periode, inden jeg atter drog på endnu et treårigt musiktogt, til stadighed draget af New Orleans’ mystik og kreative miljø.

I USA har jeg skrevet næsten al min egen musik – inspirationen er mødet med nye mennesker og deres unikke fortællinger. Min kærlighed til byen er vokset stødt for hvert besøg, og jeg er vild med tanken om, at jeg i foråret 2017 skal tilbage og indspille min debut-EP i samme by, som sangene blev til i, så byens sjæl kan få lov at sive ind i og give sangene deres rette sjæl <3 Sangen, ”Have a Little Faith”, er skrevet til en veninde om at have tillid til livet, en prøvelse jeg selv skulle igennem efter min kræftsygdom. ”I Miss Your Kiss” handler om savnet efter ægte nærvær i et kærlighedsforhold, der var ved at gå i stykker. ”Jacob” handler om den hjemløse mand, jeg mødte, som kendte al til dansk sejlads, og som kaldte mig Ms. Elvstrøm efter en kendt dansk sejler. De hjemløse blev en gruppe, som jeg, via mit engagement i en frivillig organisation, der serverede mad for hjemløse, samt til mine gadeoptrædener, som mange hjemløse mødte trofast op til, fattede større og større sympati for og hjalp, når jeg kunne.

Uanset om jeg har optrådt på de største festivaler i New Orleans eller på gaden, har det været vigtigt for mig altid at føle en forbindelse til menneskene omkring mig. At skabe kontakt og en fælles forståelse er efter min mening musiks fornemmeste rolle.